Las tørner ud for Acton Town FC

Inden jeg ankom til London var min drøm at prøve at spille for en engelsk klub. Den drøm blev således til virkelighed i sidste uge, da jeg efter en succesfuld prøvetræning i forstadsklubben Acton Town FC blev udtaget til at spille kamp for klubbens reservehold, som spiller i Junior League 1. division. På en uvant plads på højre midtbane havde jeg indledningsvist svært ved at finde takterne, men det hjalp heldigvis senere hen. Vi tabte kampen 3-2, men ikke desto mindre blev jeg udtaget til den vigtige pokalkamp nogle dage efter. Her gik det fremragende; fra min plads som playmaker assisterede jeg to mål i første halvleg inden jeg efter pauseteen blev skubbet frem som angriber. Der gik kun få minutter før jeg efter godt opspil scorede et flot mål. Min første scoring i det engelske! Niveauet svarer vel til Danmarksserien derhjemme, så det var slet ikke så dårligt. Med sejren på 6-1 avancerer 'The Actonians' i den engelske AFA-turnering. Attituden og aggressiviteten på banen er helt i top, hvilket er med til at øge både engagement og niveau. Der bliver tacklet igennem og man har ikke lang tid med bolden. Efter kampen ringede manageren for den nyopstartede semi-pro klub, Woodford Town FC, Jack Pridmore. Han ønsker at se mig til en prøvetræning i den kommende uge. Eventyret er begyndt...

Two double whiskey 'n' coke, please!

Selv i en travl og individualiseret storby som London opstår traditioner, som får folk til at komme tættere sammen. For K's beboere drejer det sig om det ugentlige mandagsbesøg på en natklub med det noget intetsigende navn, Sports Bar. Hvis man skal lære sine bofæller at kende, ja hvad er så bedre end et sted hvor alkoholen kun koster 1 £? Uge efter uge drager vi i samlet flok mod Piccadilly Circus, hvor herlighederne finder sted, og arrangøren af drukturen er K's ældste huslejebetaler, Jannick aka Kongen, som på snedig jysk manér har formået at skaffe plads til en alkohol-hungrende herd omkring den populære bardisk.

I SAMLET TROP! Fornuftigt initiativ - men bliv nu ikke for stiv!

CC går i studiet

I forbindelse med et forestående samarbejde med etablerede navne i musikindustrien, bl.a. John Altman (producer og komponist på Titanic, Goldeneye, Shall we dance etc.), Steve Blur (Radioheads advokat), og Kofi Kari-Kari (Percussionist for Jamiroquai, Michael Bolton, Phil Collins etc., og med hvem jeg har brugt en del tid sammen med og lært en masse af den sidste måned), tog Ian og jeg igår til et privat studie i Golders Green for at indspille de to stærkeste skæringer fra repertoieret. Det skulle blive både krævende og lærerigt at arbejde sammen med producere, lydmænd og et par toparrogante studiemusikere, men ikke desto mindre blev jeg den erfaring rigere.

CC live at Soho Rainforrest Festival

Andet kapitel af samarbejdet med kunstneren Ian Saint John skulle udspille sig på en meget lille scene - men på Londons største indendørs festival. Efter at have fået stillet et studie til rådighed, og at have mødt og fået vejledning fra bl.a. musikere fra Jamiroquai, leverede duoen et mere sammenhængende og velspillet sæt, til trods for de ufatteligt trange rammer.

We are the Champions

Forventningens glæde var svær at skjule hos de 8 gutter, da de lørdag formiddag drog afsted mod Southwark Park i det sydøstlige London. I K's navn repræsenterede vi de danske farver, mens modstanderne var hold fra Finland, Holland, Belgien og Norge. En håndfuld søde piger var taget med os, og med cheerleading, massage og friske forsyninger må vi indrømme at fanstøtten var essentiel. Begge gruppekampe blev vundet komfortabelt, 5-0 over Holland og 4-2 over Belgien, og i semifinalen havde finnerne ingen chance. Her scorede Nikolaj Laursen turneringens flotteste mål med et langskud, der smadrede sig op i målhjørnet. Så galdt det finalen. I den altafgørende kamp mod nordmændene var kræfterne næsten sluppet op, men heldigvis viste Anders 'Coach' Pedersen lidt af det overskud, han ikke havde haft i de foregående kampe. Efter fremragende forarbejde af Emil Kalmeyer kunne han sætte Jon Dahl-indersiden på læderet det sidste stykke ind i mål. 1-0 over Norge i en nervepirrende finale - sejren var hjemme! Efter kampen blev pokalen overrakt til anfører Lasse Skytt, der også blev turneringens topscorer med 5 mål. "Gi' mig et K! - K!"
VICTORY! Øverst fra venstre: Peter Englund, Nikolaj Laursen, Emil Kalmeyer, Anders Pedersen, Lasse Skytt og Thomas Bundgaard. Ikke på billedet: Jonas Kobberholm og Daniel Woods.

CC live at The Orange Club

Mit liv vendte på en tallerken da jeg blev fyret fra 50timers jobbet som overklassetjener, der hidtil har taget al min tid. Straks jeg kom hjem smed jeg mit musikalske cv på nettet, og inden et døgn havde jeg fået 12 henvendelser fra bands/solister fra hele London der alle var interesseret. Jeg endte med at hooke mig på singersongwriteren Ian Saint John, som desperat manglede en pianist til et gig fire dage senere, hvor en live-ep skulle indspilles.. Og på denne måde mit første gig i London, som gik godt på trods af tidspresset op til. To be continued...

Snusket billiard

Den må vi lige have med... Vores lokale værtshus, der groft sagt består af et køleskab, et kælderrum og to billiardborde... Stedet virker til aldrig at have lukket, på trods af at vi altid er de eneste, lige meget hvilken tid af døgnet vi vælter ind ad døren på..

Heart of Hampstead

Dette indslag synes på overfladen ikke at være værd at skrive hjem om. Men jo. For store som små oplevelser og indtryk bør have sin ret, for at tegne et hverdagsbillede af livet i Hampstead. På den lille gåtur op mod byen kommer jeg nemlig altid til at smile når jeg går over denne tilsyneladende ordinære flise, som tidens tand og tusindvis af fodgængere dog på tilfældig vis har slidt til omridset af et hjerte. Der hænder det at jeg stopper op fra storbyens hast midt på dette frimærke og sender en kærlig tanke mod jer derhjemme. Men er det pladderromantik, eller.. lidt smukt? Døm lige selv..
CC

11. september i London

Hvordan 'fejrer' man 5-årsdagen for 11. september? Med de mange tusind ofre for den grufulde terror i baghovedet, tog vi et par ture til Londons Odeons for at mindes dagen med de to aktuelle film United 93 og World Trade Center.

United 93 - rørende, rammende og realistisk

Førstnævnte skulle ende med at blive lidt af en emotionel oplevelse, der endte i tårer for de ellers to hårde rødder fra forstaden. På en skræmmende original-dokumentarisk og virkelighedsnær måde gengiver den skæbnen for den eneste flykapring der ikke nåede sit mål, men i stedet endte i et dødbringende flystyrt i en skov i Pennsylvania.
£ £ £ £ £ £

World Trade Center - dybt skuffende stjerneparade

Derimod formåede sidstnævnte Hollywood-millionsatsning slet ikke at rykke undertegnedes følelser på nogen måde selvom den tydeligvis burde have været den åbenlyse vinder af de to. I bedste melodramatiske stil forsøger instruktør Oliver Stone at få Nicolas Cages stjerneansigt til at udødeliggøre en tapper brandmands skæbne, men ender i håbløs kedsommelighed, og det skulle vise sig at blive en kamp at blive siddende i to-en-halv time, hvilket er mere end man kan sige for flere andre tilskuere der udvandrede under forestillingen.
£ £ £ £ £ £

£ife in £ondon, part 2

Kære alle jer der skulle have den mindste interesse for London-farerne Lasse & Casper.
Efter at være vendt tilbage til UK's midte efter en kort visit i Danmark, er tingene begyndt at tage fart. Endelig er vi begge kommet igang med vore respektive 'kald', nemlig fodbolden og musikken, og synes derfor - i forbindelse med at vi nu har et digitalkamera i hænde - at denne digitale dagbog ville være en fin måde at lade jer vide hvad vi går og roder med.
For tempoet er et helt andet i denne pulserende hovedstad, og det er svært at finde tiden til at få alle oplevelser og indtryk sendt hjem, særligt når både arbejde, eventyr og alkohol skal dokumenteres. Så her følger altså et duftspor af to vidtforskellige fyres kombinerede sammenkog fra europas gourmet-køkken- serveret så ofte som muligt £ive/from/£ondon.

KH
CC&LAS